Hundetræning/Agility......
Rita/Kalle har forfattet dette indlæg i Hundetimes 31. årgang april 2012 nr. 4

Jeg startede til hvalpetræning i januar 2009. Jeg havde der forstillet mig, at jeg lige skulle have det hvalpekursus, og så havde jeg fået nogle redskaber og gode rutiner til at gøre dagligdagen lidt lettere med vores nye hund. Det fik jeg selvfølgelig også.
Efter endt hvalpekursus besluttede jeg, at fortsætte med træningen. Det var jo noget vi begge gerne ville af sted til.
Man lærer også andre mennesker med samme interesse at kende, og kan tage en kop kaffe sammen og snakke om de udfordringer og sjove hændelser vi jo alle får med vores firebenedede ven. Samtidig synes jeg også det lød spændende, at prøve agility. Det er så også et flot tilbud, man har i DcH- Mariager. Jeg talte med Jonna, som står for træningen, og fik at vide, at hunden skal være 1 år inden de må træne agility, fordi hunden skal skånes medens den stadig vokser. Det ventede jeg så på, og vi har siden gået til agility. Jeg har en hund, der er så ivrig her, at han hyler og knap kan vente med at komme i gang, når han står ved startstedet. Det er her ligesom i hele klubben, et fantastisk stykke arbejde der bliver lavet.

Jonna med hund m.m. møder op tidligere og stiller banen op. Vi hjælpes så ad med at pakke banen ned. Derefter er der den obligatoriske kaffe med kage - hvis man har tid. Her kan man så også diskutere hunde, aktuelle emner m.m. Tilhører vil kunne vidne på, at det kan spænde vidt.
Et emne jeg virkelig føler jeg har fået mere oplysning om, er forholdet og rollerne mellem hund og hundefører. Det har til stadighed givet mig stof til eftertanke om, hvordan jeg takler specifikke situationer. Jeg har gået i skoven og tænkt over, hvordan jeg kan påvirke min hunds interesse og koncentration, blandt andet ved at ændre rutiner, lave øvelserne på forskellige måder og ændre min egen fremtoning ved at vise glæde og derved undgå det bliver monotont. Dette er en udfordring, man til stadighed skal holde sig selv i ørerne for at opnå. Samtidig giver det et specielt og tæt forhold til sin hund.


    DcH-Mariager, 22-01-2013